Manglende eller mistede tænder erstattes i stigende grad med implantater. Imidlertid kan implantatbehandling være en behandlingsmæssig udfordring på grund af manglende kæbeknogle. Genopbygning af processus alveolaris er derfor ofte nødvendig enten før eller i forbindelse med implantatindsættelse, men hvilken behandlingsmodalitet og transplantationsmateriale giver det mest forudsigelige og holdbare behandlingsresultat med mindst risiko for komplikationer.
I foredraget præsenteres fordele og ulemper ved de forskellige typer af transplantationsmaterialer og kirurgiske genopbygningsteknikker med fokus på horisontal og vertikal genopbygning af kæbeknoglen med anvendelse af autologt knogletransplantat og knogleerstatningsmaterialer inkl. lateral genopbygning af processus alveolaris, sausage teknik, split-crest teknik og sandwich teknik. Endvidere præsenteres evidensbaseret behandlingsretningslinjer til protetisk rehabilitering af den bagerste del af overkæben med sinusløftprocedure eller korte implantater.
Thomas Starch-Jensen er klinisk professor og overtandlæge ved Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital samt postgraduate klinisk lektor ved Aarhus Universitet. I 2012 forsvarede Thomas sin ph.d.-afhandling med titlen” Maxillary sinus floor augmentation with Bio-Oss and particulated autogenous mandibular or iliac bone grafts in different ratios”. Forskningsinteressen er primært fokuseret på kirurgisk behandling af vækstbetingede kæbedeformiteter, knogleregeneration og implantatbehandling. Thomas Starch-Jensen har publiceret artikler i internationale og nationale tidsskrifter og hovedvejleder for flere ph.d.-studerende.