Innovativ implantat planlægning, kirurgi og protetik
Kære medlem.
DSOI byder traditionen tro velkommen til Årsmøde fredag og lørdag den sidste hele weekend i oktober. Vi gentager successen fra sidste år med golfturnering om torsdagen, startende kl. 10. Både garvede golfspillere og novicer er velkomne til at deltage.
Vi har piezokirurgi på programmet – med fokus på hvor vi står vi i dag, og hvorfor piezokirurgien kan have sin berettigelse. Angelo Trödhahn, som er en af ophavsmændene til opfindelsen til en del minimalt invasive teknikker ved brug af piezokirurgi, giver os sit bud herpå.
Vi skal høre om the “conometric concept” udviklet af Marco Degidi – en ny måde at tænke implantatprotetik på – en spændende ide, som vi måske kommer til at se mere til i fremtiden? Sidst, men ikke mindst, fokuserer vi igen på brug af IT i samspillet mellem kirurg, protetiker og tekniker. Vore muligheder for at bruge IT i implantatbehandlinger udvikles hastigt, og med indførsel af ny teknologi bliver mulighederne mere og mere anvendelige for os alle. Det hollandske makkerpar Henny Meijer og Gerry Raghoebar vil give os deres input både på, hvad der foregår forskningsmæssigt på universitetsbasis, men også fokusere på anvendeligheden af IT i den almindelige private praksis.
Igen i år er der et parallelprogram om fredagen for yngre tandlæger uden ret stor erfaring indenfor implantologi (deltagere max 10 år efter endt uddannelse)
For deltagere i DSOI’s mentor program – såvel mentorer som mentees – vil der endvidere være en obligatorisk 3 timers træningsseance lørdag efter frokost. Mere information herom tilgår deltagerne i programmet direkte.
Som sædvanligt lægger vi op til et brag af en fest fredag aften. Gå ikke glip af en fornøjelig aften i selskab med gode kollegaer og masser af mulighed for networking for både yngre og ældre.
Glem ikke generalforsamlingen fredag kl. 17.
Vi glæder os til at se dig!
CE point 10